1158

PRESSEMEDDELELSE fra Møn-SpilletUdskriv side

De fleste store roller er besat i The Sound of Music

---------------------------------------

Møn-Spillet, som er en kulturel underafdeling af Møns Fodbold Klub, havde forleden optagelsesprøver til opsætningen af musicalen, »The Sound of Music«, - bygget over familien von Trapp, og her blev de fleste af de store roller besat.

De mange deltagere blev betragtet i lup af orkesterleder Frans Jacoby, ligesom Stefanie Møller, der er ansvarlig for sang-indstuderingen, havde det krævende filter fremme, da de nervøse sangere skulle præstere det bedste, de har lært. Repetitøren, Carsten Møller, ledsagede på klavertangenterne. Og Merete Skov Jensen, som er koreograf, fæstnede sig ved den enkelte deltagers fremtræden. Mens instruktør-assistent og scriptgirl Hildur Andersen lod sit trænede blik spadsere ind over prøve-forløbet. Og instruktør Svend Klarskov, ansvarlig for iscenesættelsen, gjorde flittige notater.

Det kan endnu ikke røbes, hvem der besætter hovedrollerne, fordi ikke alle har fået besked. Men rollerne som de fem døtre og den ene søn i familien von Trapp vil blive varetaget af talentfulde unge skuespillere. Ligesom store voksenroller - bl.a. de to meget afgørende roller som Maria og von Trapp - er placeret i gode hænder.

Hensigten med at få dækket roller ind med medvirkende fra hele Vordingborg Kommune er lykkedes.

Ikke mindst en hel del piger måtte gå forgæves til prøven. På drenge-siden var der lidt mere tilbageholdenhed. Der kan godt bruges en dreng ca. i 13-15-års alderen. Desuden er det fastslået i dommerpanélet, at man endnu ikke har besat den relativt store rolle som den aristokratiske frue fra Wien. Hun er glad for kaptajn von Trapp, som imidlertid forelsker sig i guvernanten, Maria. Og så må den fine frue returnere til Wien.

Der kan også fortsat bruges mænd til mindre roller.

Vordingborg Kommunes kultur-, idræts- og fritidsudvalg har besluttet at yde underskudgaranti til musical-opsætningen.

Man kan i øvrigt ringe på tlf. 25 40 33 65 og få oplysninger.

 

Juliane på 16 år synger for dommerpanélet  

Juliane på 16 år synger for dommerpanélet –
Oven fra og ned: Frans Jacoby, Stefanie Møller, Merete Skov Jensen og Hildur Andersen. Ved klaveret sidder Carsten Møller.
----------------
Klik på billedet og se det i stor størrelse