Møn-Spillet har optagelsesprøver til musicalen, »The Sound of Music«, lørdag, den 29. januar, på Stege Skole.
I opstæningen medvirker jo familien von Trapp, som ud over plejemoderen, Maria, og faderen, kaptajn von Trapp, består af syv børn, - nemlig fem piger og to drenge. Det vil med andre ord sige, at Møn-Spillet til optagelsesprøverne håber at se mange børn - mellem otte og 17 år.
Der er naturligvis også brug for voksne til hovedroller og diverse biroller.
»The Sound of Music« blev til, efter at virkelighedens Maria von Trap, som altså blev gift med kaptajnen, skrev en bog om kaptajn Georg von Trapp, hans syv moderløse børn og hende selv, novicen Maria. En amerikansk teaterproducent så mulighederne i historien, og uden at spørge Maria von Trapp om tilladelse blev der lavet en teater-opsætning, og publikum var begejstret.
I Hollywood slikkede man sig om munden. Man havde planer om en film bygget over den sceniske fremstilling. Og igen, - man bekymrede sig ikke særligt om Maria von Trapp. Hun blev dog inviteret til forpremieren på filmen, »The Sound of Music«. Denne film blev helt fantastisk modtaget, og den slog »Borte med blæsten«, som ellers havde været Hollywoods største kasse-succes.
»The Sound of Music« har frem til i dag bevaret sin popularitet, og den vil Møn-Spillet gerne bygge videre på.
Prøverne indledes først i løbet af sensommeren, men Møn-Spilllet vil gerne sikre sig i god tid, at man har det hold, der skal beklæde rollerne.
Møns Fodbold Klub med formanden, Leif Rasmussen, i spidsen står bag Møn-Spillet.
Orkesterledelsen i »The Sound of Music« varetages af Frans Jacoby. Og Svend Klarskov står for iscenesættelsen af det romantiske drama. Mens Stefanie Møller tager sig af indstuderingen af de mange sange. Koreografien er lagt i hænderne på Merete Skov Jensen.