Menu

Fodboldklub jubler: Ny bane endelig på vej. Indlæg fra Sn.dk

image Leif Rasmussen står her på den gamle kamp-bane, hvor den nye kunstgræsbane skal anlægges. Bag ham skal der laves hul ind til Møns Skole, så også eleverne får nem adgang til banen.Foto: Lars Christensen
J.C. Borre Larsen, Sn.dk
18. februar 2020 kl. 12:01

Forsinket kunstgræsbane er på plads før efterårsferien, lover kommunen nu.

Indtil videre har Møns Fodboldklub måttet kigge i vejviseren efter den nye kunstgræsbane, som kommunen lovede klubben til efteråret 2019.

Diverse forundersøgelser og tilladelser fik tidsplanen til at skride, men nu er det godt nyt til de mønske fodboldspillere. Ifølge Vordingborg Kommunes kultur- og fritidschef, Jesper Kjærulff, har klubben en kunstgræsbane til efteråret.

- Den er færdig før efterårsferien, hvis alt går som det skal, siger Jesper Kjærulff, der forventer, at banen om kort tid bliver sendt i udbud.

Meldingen glæder formanden for Møns Fodboldklub Leif Rasmussen.

Han lægger ikke skjul på, at forsinkelsen har skabt irritation i klubben.

- Jeg har trænere, som med jævne mellemrum spørger mig, hvad der sker med den nye bane. Det var i august 2018, at politikerne frigav pengene, siger Leif Rasmussen.

At kunstgræsbanen ikke allerede er blevet anlagt betyder, at seniorspillerne og U/17-holdet her i vinterperioden booker sig ind på kunststofbanen ved DGI Huset i Vordingborg og ved Gunslevholm Idrætsefterskole på Nordfalster.

- Det er langt at køre, og det kan vi ikke få vores ungdomsspillere til, siger Leif Rasmussen.