Menu

Tronskifte hos Møns FK

image Tim Lynnerup Christensen
28. november 2018 kl. 17:21

I snart rigtig mange år har Rasmus Nielsen slidt græsset tyndt på såvel træningsbaner samt sidelinjer hos Møns Fodbold Klub og om nogen været den store drivkraft omkring klubbens seniorafdelingen, og det seneste par  år i samarbejde med Driton Bytyqi, hvilket der dog ændres på fra årsskiftet, idet begge trænere har ønsket en pause fra den lokale fodbold. Rasmus Nielsen for at få yderligere fokus på sin private fremtid og Driton Bytyqi på grund af kommende husbyggeri på Køge kanten samt opfølgning på et hverv han i nogen grad har forsømt de seneste par år, -  at være scout for det albanske landshold.

Møns FK har derfor  set rundt efter mulige træneremner og har i den grad fundet en særdeles kompetent personlighed der skal løfte arven fra de tidligere trænere, idet der netop nu er skrevet kontrakt med et kendt ansigt som hidtil har været spiller og træner i forskellige sydsjællandske klubber men er et ubeskrevet blad i mønsk regi, nemlig Tim Lynnerup Christensen.

Tim har en lang fodboldkarriere fra førsteholdene i Vordingborg og Ørslev, og træneropgaverne har været bl.a. hos Vordingborg,  Langebæk Alliancen og senest i Præstø IF, hvor han stod bag forvandlingen af denne klubs U19 hold til et kompetent serie 3 mandskab. Til dagligt arbejder Tim som idrætskonsulent for DGI Storstrømmen, og har således fodbold som hverv på alle måder.

Tim Christensen udtaler i forbindelse med overtagelsen af træneropgaven i Møns FK, at han glæder sig meget til at bygge videre på de mange gode ting, som klubben, og trænerstaben har skabt igennem de sidste par sæsoner. Han ser frem til en spændende forårssæson, hvor alle kræfter sættes ind på at flytte byens hold over stregen. Vi vil have fokus på at skabe et vinder hold, der kan skabe en fed stemning på byens stadion. Her vil klubbens mange tilskuere se 14 mand, der hver gang vil kæmpe røven ud af bukserne for hinanden, og for at give de mange fremmødte tilskuer, hvad de er kommet for at se. Nemlig 3 point, og en flok Møn FK drenge, der lægger hjertet  på banen for klubben og for hele området.

Det er Møns FK´s forventning, at der i det fremtidige samarbejde både vil blive rådet og vejledt omkring klubbens mange ungdomsspillere, som efterhånden har rødder fra hele det mønske område, men især skal der være fokus med bidrag på udvikling af klubbens mange talentfulde seniorspillere.