Menu

Sundberg tilbage til åstedet

image
Ugebladet For Møn
15. juni 2022 kl. 10:04

Det var utvivlsomt en flok overraskede spillere der lørdag formiddag stillede op til en kamp på Stege Stadion i U16, drenge mellem Møns Fodboldklub og BK FREM Sakskøbing, idet kampens dommer viste sig at være ingen ringere end årets dommer i Superligaen, Jakob Sundberg. Hermed indfriede den tidligere mønbo et længe næret ønske fra hjemmeklubben om at få ham tilbage til stedet, hvor hele den imponerende dommerkarriere startede. Efter at have taget dommerkort i en relativ ung alder, dømte Jakob nemlig sin første kamp på Stege Stadion - en veterankamp mellem Møns Fodboldklub og Vordingborg.

Sidenhen er det gået utroligt stærkt og selvom Superligaen er gået på sommerferie, har Jakob stadig opgaver i kalenderen. Efter at have debuteret som international dommer i en U23 herrekamp i Armenien for nylig, skulle Jakob stige på flyveren i Kastrup søndag formiddag for at drage til Moldova, hvor en opgave som 4. dommer i en Nations League kamp ventede tirsdag ligesom han inden han kan gå på sommerferie er udset til at dømme en damekamp i Belgien.

Der blev dog som nævnt plads til en ungdomskamp på Møn og lidt usædvanligt for en superligadommer måtte han også selv stå for offside kendelserne, ligesom der naturligvis heller ikke var VAR! Opgaven blev dog klaret uden problemer og i halvlegspausen fik Jakob overrakt en trøje med påskriften ”årets dommer” af formand Leif Rasmussen og sportslig leder Ebbe Rasmussen, idet det ofte er en tradition at overrække dommeren en trøje i forbindelse med de store kampe!